NYHEDER OM DANKORTET

Her kan du finde de seneste nyheder om Dankortet


Brug Dankortet og få fordelene når du handler

27 oktober 2015

​​Meny er den første dagligvare-kæde i Danmark, der har besluttet at bruge Dankortet som kundekort til kædens fordelsprogram. Dermed slipper butikkens kunder for at skulle bære rundt på et ekstra kort for at kunne identificere sig som fordelskunder.

Når kunderne først har tilmeldt sig ordningen via Meny's hjemmeside, via SMS eller downloadet app'en, vil de blive præsenteret for en række tilbud, der er relevante i forhold til deres tidligere indkøb i kædens butikker.

"Jeg tror, at mange kan genkende den situation, hvor man står i en butik, som man engang har fået et kundekort fra, men hvor man har glemt kortet lige denne dag, og derfor går glip af et tilbud, en rabat eller noget andet, som butikken tilbyder deres loyale kunder. Den situation kommer man ikke i hvis butikken vælger at bruge Dankortet som kundekort i stedet," siger Jeppe Juul-Andersen, der er Senior Vice President i Nets og ansvarlig for Dankortet.

Med mere end 5,5 millioner udstedte Dankort og over 1 milliard Dankort-betalinger om året, burde der være basis for at flere detailkæder også finder det interessant at knytte Dankortet til deres kundeprogram.

"Dankortet ligger allerede i lommen på de fleste voksne danskere og mere end 80.000 butikker tager imod Dankort-betalinger. Med dette udgangspunkt får butikkerne en del forærende, og skal ikke bruge penge på at oprette og vedligeholde et system baseret på egne kundekort," fortæller Jeppe Juul-Andersen, der allerede er i dialog med andre interesserede butikskæder.

 

Teknikken bag

Teknologien, der gør det muligt at koble et kundeprogram til Dankortet blev klar tidligere i år. I princippet slår man kundekortet og Dankortet sammen til et kort, men uden at samle teknologierne bag det to systemer. Der findes således forskellige måder for butikkerne at anvende teknikken på, men fælles for alle mulighederne er, at informationerne om kundernes køb bliver indenfor kundeprogrammet. Nets får ikke disse oplysninger. De eneste oplysninger Nets får er dem, de altid får ved betalinger, nemlig det beløb, som der er købt for.

 

Flere nye Dankort-tiltag

Menys valg af at tilknytte Dankortet til deres kundeprogram er resultatet af en række tekniske udviklinger, som Dankortet har gennemgået de senere år.

  • Klubliv Danmark, hvor Dankortbrugere kan støtte deres favoritforeninger med minisponsorater, når de handler i butikker, der er tilknyttet ordningen, som bliver styret af DGI
  • Det kontaktløse Dankort, hvor Dankortbrugere kan betale med deres Dankort ved at holde kortet op til betalingsterminalen, og hvor der ikke skal bruges PIN-kode for beløb under 200 kroner