pressemeddelelse

nyheder om dankort

God vækst i brug af Dankort i april

17 maj 2016

Danskernes forbrug med Dankort steg i april med 9,2 % sammenlignet med april sidste år. I alt brugte danskerne deres Dankort for knap 33 milliarder kroner. Brugen stammer primært fra betalinger, men omfatter også pengeoverførsler via Dankort. I alt blev der gennemført 109,2 millioner betalinger og overførsler med Dankort i april, hvilket er 9,7 % mere end samme periode sidste år.


Fortsat stor vækst i kontaktløse betalinger
Der er nu udstedt godt 1,8 millioner kontaktløse Dankort og fra marts til april steg antallet af kontaktløse betalinger med 30 %. En kampagne i marts øgede opmærksomheden omkring kontaktløse betalinger – både i butikkerne og blandt kortholdere.

"Flere og flere danskere er begyndt at betale kontaktløst, og når først man får prøvet at betale kontaktløst, så fortsætter man ofte. Dels fordi der nu er rigtig mange steder, hvor man kan betale kontaktløst og dels fordi det simpelthen er nemmere og hurtigere," siger Jeppe Juul-Andersen, der er Senior Vice President og ansvarlig for Dankort i Nets.

Ved den kontaktløse betaling skal man blot holde kortet hen til terminalen, og betalingen er derfor hurtigere end en betaling, hvor man sætter kortet i terminalen. Ved kontaktløse betalinger med Dankort skal der kun bruges PIN-kode for betalinger over 200 kroner. Mere end 65% af de køb danskerne foretager med Dankort er under 200 kroner, så mange betalinger vil kunne gennemføres hurtigere ved at blive gennemført kontaktløst. Samtidig er der mindre risiko for at blive udsat for misbrug som følge af afluring af PIN-kode og korttyveri, når koden ikke skal bruges i forbindelse med køb under 200 kroner, og når kortholder hele tiden har fat i kortet.

Alle større detailkæder tager allerede imod kontaktløse betalinger. Derudover er Nets dagligt i kontakt med butikker, der ønsker at få indstillet deres terminaler til også at kunne tage imod denne nye betalingsform. Dermed bliver de også klar til at tage imod Dankort på mobilen, når det kommer i løbet af efteråret 2016.

 

Oversigt over brug af Dankort i april 2016
2016 2015 Forskel Vækst
Samlet antal Dankort betalinger (mio. transaktioner) 109,2 99,5 9,6 9,7 %
Samlet Dankort-forbrug (mia. DKK) 32,9 30,2 2,8 9,2 %
Dankort-forbrug fysisk handel (mia. DKK) 26,1 25,2 0,9 3,7 %
Dankort-forbrug på nettet (mia. DKK) uden pengeoverførsler via mobilen 4,7 3,9 0,8 19,5 %
Pengeoverførsler med Dankort via mobil (mia. DKK) 2,2 1,0 1,1

-

Dankort-tallene i tabellen er afrundet for overskuelighedens skyld. De anførte tal for ’Vækst’ og ’Forskel’ er baseret på udregning af tallene før afrunding. Hvis ovenstående tal for betalingstransaktioner med Dankort videreformidles, skal Nets tydeligt anføres som kilde.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Søren Winge, Pressechef, Nets
M: +45 29 48 26 46
swing@nets.eu