Pressemeddelelse

Nyheder om Dankort

MyMonii gør det muligt for børn at betale med mobilen

15 juni 2017

MyMonii, som er Danmarks førende app til lommepenge, børneopsparing og økonomisk opdragelse, er på trapperne med en løsning, der giver børn mulighed for på egen hånd at betale i butikkerne, uden at forældrene skal have kontanter frem. Løsningen er nu i afgrænset pilotdrift for at høste erfaringer og sikre en god brugeroplevelse inden den gøres tilgængelig for alle.

I takt med at vi bevæger os imod et kontantløst samfund, bliver der udviklet mange forskellige betalingsløsninger til det voksne segment, men ingen har før nu skabt en løsning hvor børn har mulighed for selv at betale med mobilen. Det har MyMonii nu gjort. Det sker via et samarbejde med Dankort, som er ejet og udviklet af Nets.

MyMonii har gennem et par år tilbudt en app til familier med 7-13 årige børn, hvor forældre kan overføre faste uge-lommepenge til deres børn og sætte opgaver op med belønninger på. Med MyMonii har over 21.000 familier indtil videre givet deres børn en bedre forståelse for værdien af penge, ved at give dem et overblik over deres tjente, opsparede og brugte penge.

Nu bliver MyMonii appen også en rigtig betalingsløsning, hvor børn kan bruge de penge som de har til rådighed i appen. Rådighedsbeløbet bestemmes ene og alene af forældrene. Pengene trækkes løbende fra forældrenes Dankort og alle betalinger som børnene laver kan forældrene følge med i via deres MyMonii app - så der er fuldt overblik over alle bevægelser.

- Vores brugere har længe efterspurgt en løsning, som kan gøre det muligt at betale med de penge, som er til rådighed i MyMonii appen og det kan vi nu tilbyde i samarbejde med Dankort app/Dankort på mobilen. Vi er i fuld gang med at få feedback fra brugerne på løsningen, som på nuværende tidspunkt kører i en lukket testfase, fortæller Louise Ferslev, adm. Direktør og grundlægger af MyMonii.

- Helt konkret vil det betyde at forældre slipper for at finde kontanter frem hvis børnene skal bruge deres lommepenge eller hvis der lige skal købes to liter mælk med hjem fra skole, fortsætter Louise Ferslev.

Børnene kan med Dankort bruge MyMoniis mobile betalingsløsning i forretninger
De første mobilbetalinger med MyMonii appen bliver lige nu gennemført, i en lukket testfase og vil senere blive tilgængelig for alle danske familier. MyMonii vil bruge den lukkede testfase til at samle feedback fra brugerne på løsningen.

- Vi glæder os helt vildt til at åbne op for at alle danske børn kan få mulighed for at betale med appen i alle butikker, som tager imod betalinger med Dankort på mobilen. Betalinger med MyMonii appen foregår på samme måde, bortset fra at forældrene kan sætte beløbsgrænser, hvilket gør det trygt for forældrene at de har overblikket og kontrollen, siger Louise Ferslev.

- Samarbejdet med MyMonii giver børn, der er for små til at få Dankort eller andre betalingskort, mulighed for at undgå at gå rundt med kontanter. Samtidig sørger MyMoniis
platform for, at børnene kan få et ansvarligt forhold til forbrug og opsparing. Projektet er også et godt eksempel på, at Nets inviterer til samarbejde om nye tjenester, der bygges oven på Dankort økosystemet, siger Jeppe Juul-Andersen, direktør i Nets med ansvar for Dankort.

Mens langt størstedelen af betalinger i butikkerne fortsat sker med betalingskort, har mobilbetalinger i et par år fået meget opmærksomhed, især fra de unge. Foreløbig har der dog ikke været et tilbud til de mindste - ud over kontanterne.

- Hele holdet bag MyMonii er meget spændte og stolte over hvor virksomheden er nået til og er på vej hen. Vi glæder os til løbende at fortælle jer om udviklingen på MyMoniis betalingsløsning, siger Louise Ferslev.

Kontaktoplysninger

MyMonii
Louise Ferslev, Grundlægger og direktør i MyMonii
T: +45 51 89 24 45
E: louise@mymonii.com

Nets
Søren Winge, Pressechef i Nets
T: +45 29 48 26 46
E: swing@nets.eu