Tilbageførsler med Dankort
Som forbruger har du i en række situationer mulighed for at få dine penge tilbage fra et køb med Dankort.
Du skal kontakte din bank hurtigst muligt efter, at du er blevet opmærksom på, at du kan have krav på at få dine penge tilbage. Hvis du gør indsigelse hurtigst muligt, helst indenfor 14 dage, efter du er blevet opmærksom på dit krav, kan du være sikker på, at du har lavet din indsigelse hurtigt nok.
Inden du kontakter din bank, skal du selv forsøge at løse problemet med den forretning, du har handlet med. Det gælder dog ikke, hvis forretningen er gået konkurs. Hvis forretningen ikke reagerer på din henvendelse eller ikke forsøgte at løse problemet, skal du kontakte din bank hurtigst muligt, helst indenfor 1-2 måneder.
Når du kontakter dit bank, skal du kunne dokumentere dit krav. Det kan du f.eks. gøre ved hjælp af e-mailkorrespondancen, fakturaen og/eller ordrebekræftelsen fra forretningen eller en udskrift fra forretningens hjemmeside. Du kan altid spørge din bank om, hvilken dokumentation, der er nødvendig i lige præcis din sag.
Selvom du ikke har krav på en tilbageførsel af en betaling via din bank, kan du stadig have et krav mod forretningen, og du kan eventuelt også have mulighed for at klage over forretningen til Forbrugerklagenævnet.
Betalinger som du ikke har godkendt (uautoriserede betalinger).
Du kan også have mulighed for at få tilbageført en uautoriseret betaling, f.eks. hvis forretningen har trukket et beløb, som du ikke har godkendt. Hvis du udnytter muligheden for at få en uautoriseret betaling tilbageført, har du pligt til at reagere snarest muligt efter du er blevet opmærksom på den uautoriserede betaling. Du skal under alle omstændigheder kontakte din bank senest 13 måneder efter pengene er trukket på din konto.
Eksempler på muligheder for at få tilbageført en betaling
I skemaet herunder kan du for en række situationer se, om du har mulighed for at få tilbageført en betaling.
Eksempel:
Den telefon, jeg bestilte, kostede 488 kr., men forretningen har trukket 599 kr.
Det du kan gøre:
Du kan få tilbageført differencen mellem det aftalte beløb og det hævede beløb via dit pengeinstitut. Du skal kunne dokumentere, at der er trukket et højere beløb end aftalt (fx en faktura med korrekt beløb), og at du har kontaktet forretningen i forsøg på at løse sagen.
Eksempel:
Jeg bestilte en bog over internettet, men har fortrudt købet og har derfor afbestilt varen, inden den er blevet leveret.
Det du kan gøre:
Hvis du forgæves forinden har forsøgt at løse sagen direkte med forretningen, kan du få tilbageført kortbetalingen via dit pengeinstitut, hvis du kan dokumentere, at du har givet forretningen besked indenfor fristen.
Eksempel:
Jeg bestilte en bog over internettet, men har fortrudt købet. Varen er af postvæsenet returneret til forretningen, men jeg har ikke fået mine penge retur.
Det du kan gøre:
Hvis du forgæves forinden har forsøgt at løse sagen direkte med forretningen, kan du kan få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut, hvis du kan dokumentere, at varen er returneret indenfor fristen.
Eksempel:
Jeg har bestilt en vare på internettet, men har aldrig modtaget noget fra sælger.
Hvad du kan gøre:
Hvis du forgæves forinden har forsøgt at løse sagen direkte med forretningen, kan du få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut.
*OBS du kan ikke få beløbet refunderet, hvis manglende levering skyldes at forretningen er erklæret konkurs.
Eksempel:
Den vare jeg har modtaget, er i stykker og/eller virker ikke som den skal. Det kan fx være en hårtørrer, som ikke virker, eller en vase der er gået i stykker.
Det du kan gøre:
Hvis varen er defekt, skal du forsøge at løse sagen med forretningen. Du kan ikke få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut.
Eksempel:
Den vare jeg har modtaget, svarer ikke til den vare, jeg har bestilt. Det kan fx være en forkert farve eller en forkert størrelse.
Det du kan gøre:
Hvis du kan dokumentere, at varen afviger væsentligt fra det, du har bestilt (fx med en ordrebekræftelse på den vare, som du burde have fået), og at du har sendt varen retur og forsøgt at løse fejlen med forretningen, har du samme rettigheder, som hvis du ikke havde modtaget varen (se punkt ovenfor).
Eksempel:
1) Den fysiske vare, som jeg har bestilt og betalt, kan ikke leveres, fordi forretningen er gået konkurs.
2) Jeg har forudbetalt en vare/service (fx en fly- eller koncertbillet), som jeg ikke kan bruge, fordi udbyderen er gået konkurs
3) Jeg har aftalt med forretningen at forudbetale halvdelen af en bordplade, der skal tilrettes. Nu er forretningen gået konkurs, inden jeg har fået den tilrettede bordplade.
Det du kan gøre:
Hvis du helt eller delvist har forudbetalt en vare/service med Dankort-delen af dit kort, er du ikke dækket i tilfælde af at forretningen går konkurs. Du kan derfor ikke få tilbageført beløbet via dit pengeinstitut, men skal derimod gøre krav mod konkursboet.
Eksempel:
Jeg har mistet eller fået stjålet mit kort, og jeg opdager at der er blevet gennemført betalinger med kortet, som jeg ikke selv har gennemført, før jeg nåede at spærre mit kort.
Det du kan gøre:
Du skal spærre dit kort med det samme, hvis du opdager at du har mistet det.
Hvis dit kort var tabt eller stjålet på købstidspunktet, kan du få tilbageført beløbet via dit pengeinstitut.
Vær opmærksom på, at der kan være en selvrisiko.
Eksempel:
Jeg har handlet i en forretning, som efterfølgende opkræver for et abonnement, som jeg ikke tydeligt er blevet oplyst om og accepterede, da jeg handlede.
Det du kan gøre:
Hvis du forgæves forinden har forsøgt at løse sagen direkte med forretningen, kan du få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut, men bemærk at forretningen har mulighed for at gøre modindsigelse, hvis de kan dokumentere, at du blev tydeligt oplyst og accepterede.
Eksempel:
Jeg har opsagt mit fitness-abonnement i henhold til vilkårene for opsigelse, men fitnesskæden fortsætter med at opkræve den tilbagevendende betaling efter opsigelsesfristen.
Det du kan gøre:
Hvis du har opsagt dit abonnement i henhold til forretningens vilkår for opsigelse, og du har kontaktet udbyderen uden at få pengene tilbageført efter maks. 30 dage, kan du få tilbageført beløbet via dit pengeinstitut.
Eksempel:
Jeg har foretaget ét køb hos forretningen, men forretningen har trukket beløbet to gange.
Det du kan gøre:
Hvis du har forsøgt at løse sagen med forretningen og debiteringen er sket fra samme kort, samme beløb, fra samme forretning og på samme købsdato, kan du få tilbageført beløbet via dit pengeinstitut.